← Alle tanker

Tankemylder · Af Christina

Min største modstander? Mig selv, åbenbart!

Udgivet 31-10-2026

Nå, så har jeg altså gjort det. Jeg har lavet en blog. En hel hjemmeside, hvor jeg kan sidde og skrive om alt det, der foregår oppe i mit hoved. Og min første tanke bagefter? Hvem fanden skulle dog gide læse det?! 😂 Altså helt seriøst. Hvad får egentlig et menneske til at tænke, at nu vil jeg sgu lave en hjemmeside, hvor andre kan læse mine tanker, holdninger og alle de mærkelige ting, jeg går og spekulerer over? Jeg ved det faktisk ikke helt.

Det startede jo egentlig med, at jeg havde noget på hjerte. Noget, jeg var frustreret over, og som jeg havde lyst til at sætte ord på. Og så fik jeg den idé, at det måske kunne være meget fedt at lave et sted, hvor både jeg og andre kvinder kunne dele vores historier. Men jo mere jeg tænkte over det, jo mere gik det op for mig, at jeg faktisk også havde brug for et sted, hvor jeg bare kunne få luft. For alle de tanker, der konstant kører rundt oppe i mit hoved, kan altså godt fylde en hel del. Og der er faktisk noget ret befriende ved at få dem skrevet ned. At få dem ud af hovedet og ned på skrift, uden at jeg nødvendigvis behøver have en løsning eller et eller andet klogt at sige. Nogle gange har jeg bare brug for at komme af med dem. Og så gik der selvfølgelig ikke ret lang tid, før idéen havde udviklet sig til et helt projekt. For sådan fungerer jeg åbenbart. Jeg får en idé, bliver fuldstændig grebet af den, og inden jeg får set mig om, er jeg i gang med noget, jeg slet ikke havde planlagt.

Men det sjove er, at selvom jeg kan være fuldstændig overbevist om, at en idé er fantastisk, så kan jeg samtidig være verdensmester i at tvivle på mig selv. For hvad nu, hvis folk synes, det er åndssvagt? Hvad nu, hvis ingen gider læse med? Hvad nu, hvis jeg skriver noget, som andre synes er helt forkert? Eller hvad nu, hvis folk sidder og tænker: Hold nu kæft, hvor tror hun, hun er interessant! Og så begynder min hjerne ellers at arbejde.

For jeg kan sagtens få en idé og tænke, at den er skidegod. Men lige så snart jeg skal vise den til andre, så kommer tvivlen snigende. Er det nu godt nok? Er det for meget? Er det for personligt? Er det for dumt? Skulle jeg måske bare have holdt min mund? Det er faktisk lidt irriterende at være mig nogle gange. 😂 Og jeg tror faktisk, at den tvivl er en af grundene til, at så mange af mine projekter aldrig bliver gjort færdige. For jeg kan starte med at være helt vildt begejstret, have tusind idéer og nærmest allerede se det færdige resultat for mig. Men så begynder jeg at stille spørgsmålstegn ved det hele. Kan jeg overhovedet finde ud af det? Bliver det godt nok? Er det egentlig en dum idé? Og inden jeg får set mig om, har jeg fået talt mig selv så meget ned, at projektet ender med at ligge og samle støv. Ikke nødvendigvis fordi jeg ikke længere har lyst, men fordi jeg begynder at tvivle på, om jeg overhovedet kan gøre det godt nok.

For på den ene side har jeg lyst til at være fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker. Jeg vil gerne turde sige min mening, være mig selv og gøre de ting, jeg har lyst til. Men på den anden side vil jeg jo også gerne have, at folk kan lide det, jeg laver. Og måske også mig. Og det er altså en lidt besværlig kombination.

Jeg kan sidde og bruge lang tid på at skrive noget, læse det igennem og tænke: Det her er faktisk meget godt! Og fem minutter senere kan jeg læse præcis det samme og tænke: Ej, Christina. Hvad fanden har du gang i? Sådan kan jeg blive ved, hvis jeg får lov.

Og jeg tror egentlig ikke kun, det handler om bloggen. Jeg har det sådan med mange ting. Jeg kan være fuld af idéer og have lyst til at prøve alt muligt, men samtidig tvivle på, om jeg nu også kan finde ud af det. Det er som om, der bor to udgaver af mig oppe i hovedet. Den ene siger: GØR DET! Det bliver skidefedt! Og den anden sidder med armene over kors og siger: Ja ja, men hvem tror du egentlig, du er? De to kunne godt snart blive enige om et eller andet. 😂

Men nu har jeg altså gjort det alligevel. Jeg har lavet min blog, og jeg har tænkt mig at skrive om de ting, der fylder i mit hoved. Nogle gange bliver det sikkert sjovt. Andre gange bliver det alvorligt. Og nogle gange bliver det måske bare en lang omgang brok over et eller andet, der har irriteret mig. Og det kan da godt være, at ikke alle synes, det er interessant. Det kan også godt være, at nogen synes, jeg er mærkelig. Men det er jeg jo nok lidt i forvejen, så det kommer næppe som den store overraskelse. 😂

Jeg ved ikke, om den her blog bliver noget stort. Jeg ved ikke engang, hvor mange der kommer til at læse med. Men jeg ved, at jeg har lyst til at prøve. Og måske er det faktisk på tide, at jeg begynder at gøre lidt flere ting, fordi jeg selv har lyst, i stedet for at bruge så meget tid på at spekulere over, hvad andre mon tænker. Og måske kan det her også blive et sted, hvor jeg lærer at give lidt mere slip på alle de tanker, jeg ellers går og holder for mig selv. For det er faktisk en ret rar følelse at få dem ud, i stedet for at lade dem køre rundt i hovedet igen og igen. Selvom jeg helt sikkert kommer til at tvivle på mig selv igen. Sikkert allerede fem minutter efter, at jeg har offentliggjort det her.

Så hvis du sidder og læser med, skal du bare vide, at der sandsynligvis sidder en lettere nervøs kvinde på den anden side af skærmen og tænker: Åh gud, hvorfor lagde jeg nu det ud?! 😂 Men nu er det gjort. Og jeg nægter altså at lade min egen usikkerhed bestemme det hele.

Så nu vil jeg gerne spørge dig om noget: Har du nogensinde haft lyst til at kaste dig ud i noget, men næsten talt dig selv fra det, fordi du var bange for, hvad andre ville tænke? Og gjorde du det alligevel? ❤️

🔗 Del teksten ved at kopiere sidens adresse fra browseren.

Kommentarer 💬

Del gerne en tanke. Kommentarer bliver først synlige, når Christina har godkendt dem. Du kan bruge et kaldenavn.

Ingen godkendte kommentarer endnu.

Skriv en kommentar 🌷

Tilføj et smil: