Hvem fanden har egentlig bestemt, hvad vi skal finde os i?

Nu har jeg igen gået og tænkt over noget ... Ja, det sker jo desværre ret tit, og når først min hjerne går i gang, kan den være lidt svær at få til at holde kæft. 😂

Men der er altså noget, der virkelig kan irritere mig. Nemlig hvor hurtigt vi mennesker accepterer ting, bare fordi nogen fortæller os, at det er helt normalt.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, der er blevet mere stædig med alderen, men jeg synes efterhånden, at vi bruger det ord som en undskyldning for rigtig meget. Det er normalt at være træt, normalt at være stresset, normalt at have ondt, normalt at føle sig presset ... Jamen for helvede, er der overhovedet noget tilbage, som vi ikke bare skal finde os i? 😂

Og jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg selv har gjort det. Hvor mange gange har jeg ikke bare tænkt "nå ja, sådan er det vel" og så fortsat, selvom jeg egentlig havde lyst til at stille tusind spørgsmål? Det er næsten blevet en vane. Man får at vide, at noget er almindeligt, og så begynder man måske også selv at tænke, at man bare er lidt pylret, hvis man bliver ved med at synes, det er træls.

Men det er jo egentlig noget mærkeligt noget, når man tænker over det.

For hvorfor skulle jeg få det bedre af at vide, at en masse andre mennesker også har det skidt? Det ændrer da ikke på, hvordan jeg har det. Det gør ikke mine problemer mindre, og det får dem da heller ikke til at forsvinde.

Og det gælder jo ikke kun, når vi snakker sundhed. Det gælder også alle de andre ting i livet. Hvor tit har vi ikke hørt, at sådan er det bare at være voksen? At man skal kunne klare det hele, have styr på ungerne, hjemmet, økonomien og helst også lige se ud, som om man nyder hvert eneste sekund?

Jeg ved ikke med jer, men jeg har sgu dage, hvor jeg synes, det er en præstation bare at få styr på vasketøjet. 😂

Jeg tror faktisk, at noget af det, der frustrerer mig mest, er, hvor hurtigt vi kommer til at bagatellisere hinandens oplevelser. Og jeg tror ikke engang altid, vi gør det med vilje. Vi vil måske bare gerne berolige hinanden. Men nogle gange bliver "det er helt normalt" altså bare endnu en måde at sige "sådan er det, videre med dig".

Og nogle gange har man altså ikke brug for at blive beroliget. Man har brug for at blive lyttet til.

Jeg forventer ikke, at nogen kan løse alle mine problemer. Det ville ellers være meget praktisk, hvis der fandtes sådan en person. Så ville jeg gerne have telefonnummeret! 😂 Men jeg ville ønske, at vi blev lidt bedre til at spørge ind til hinanden i stedet for bare at komme med standardsvar.

For måske handler det ikke om, at vi skal være bedre til at holde ud. Måske handler det om, at vi skal blive bedre til at sige fra, stille spørgsmål og indrømme, når noget faktisk ikke er okay.

Jeg ved godt, at jeg ikke kan ændre hele verden med et blogindlæg. Jeg kan knap nok ændre min egen døgnrytme, selvom jeg har forsøgt mange gange. 😂 Men jeg kan da starte med at sige højt, hvad jeg tænker.

Og lige præcis det her har jeg tænkt over længe.

Bare fordi noget er normalt, betyder det fandeme ikke, at vi skal finde os i det uden at stille spørgsmål.

Nå, det var så dagens tankemylder fra mig. Og nu er jeg faktisk nysgerrig: Har du nogensinde oplevet at få at vide, at noget var helt normalt, selvom det overhovedet ikke føltes okay for dig? ❤️