Min krop har aldrig læst lærebogen – og jeg er efterhånden træt af at høre, hvad der er normalt!

Af Christina – Christina Uden Filter

Jeg var bare 12 år gammel, da jeg første gang oplevede, at min krop ikke helt passede ind i det, man forventede. Jeg havde problemer med urinvejene, og det viste sig senere, at jeg havde en forsnævring af urinrøret. Men det var åbenbart ikke lige den første forklaring, man ledte efter. Forsnævring af urinrøret er nemlig en tilstand, der langt oftere ses hos drenge og mænd, og jeg var jo en pige. Derfor var det ikke noget, man med det samme undersøgte mig for.

Allerede som 12-årig passede min krop åbenbart ikke helt ind i den rigtige kasse.

Jeg endte med at blive opereret, men det betød desværre ikke, at problemerne med urinvejene var fortid. Tværtimod har blærebetændelser været noget, jeg har døjet med igen og igen gennem livet. Og lad mig bare sige det sådan: Hvis der fandtes et klippekort til blærebetændelse, havde jeg nok optjent en gratis ferie for længst! 🙄

Men det var langt fra det eneste, min krop havde tænkt sig at byde mig på.

Så kom menstruationen, og med den fulgte menstruationskramper og migræne. Og nej, jeg taler ikke om lidt murren i maven eller en hovedpine, man lige tager to Panodiler for og fortsætter dagen. Jeg taler om smerter, der virkelig kunne mærkes, og migræne, som kunne sætte en stopper for det meste.

Jeg har flere gange oplevet, at mine problemer blev mødt med forklaringen om, at menstruationssmerter jo er helt normale. Og ja, det ved jeg godt. Men hvorfor bliver "det er normalt" nogle gange brugt, som om det betyder "så må du bare leve med det"?

For der er altså forskel på, at noget er almindeligt, og at det er acceptabelt at skulle have det elendigt!

Senere i livet blev jeg mor til to børn, og selvom det selvfølgelig er noget af det største, jeg har oplevet, var det ikke ligefrem sådan, at min krop pludselig begyndte at samarbejde. Jeg havde hørt om kvinder, der oplevede, at deres migræne ændrede sig eller forsvandt i forbindelse med graviditet og moderskab. Det kunne da have været meget rart! Men nej. Min migræne havde åbenbart tænkt sig at blive boende som en virkelig irriterende gæst, der ikke fatter, at festen er slut.

I 2022 skete der så noget andet. Jeg blev opereret på grund af en cyste i maven, og i forbindelse med operationen fik jeg fjernet den ene æggestok og den ene æggeleder. Jeg var omkring 35 år gammel. Jeg husker ikke, at jeg oplevede nogen tydelige hormonelle forandringer lige efter operationen. Faktisk gik der måske et år eller to, før jeg begyndte at lægge mærke til nogle af de ting, jeg oplever i dag.

Og nej, jeg ved ikke, om der er en sammenhæng. Men når man har fået fjernet en æggestok, og kroppen senere begynder at opføre sig anderledes, så er det vel ikke så mærkeligt, at man begynder at stille spørgsmål?

For på et tidspunkt begyndte min krop for alvor at lave ballade.

Det kom ikke nødvendigvis fra den ene dag til den anden. Det var mere en masse små og store ting, der begyndte at dukke op. Mit hår begyndte at falde af i mængder, jeg aldrig havde oplevet før. Især efter et bad kan jeg stå med lange hårstrå i hænderne, når jeg børster det eller bare kører fingrene igennem. Jeg har ikke skaldede pletter, men det er altså stadig voldsomt at se så meget hår forsvinde.

Så kom hedeturene. Og når jeg siger hedeture, mener jeg ikke bare, at jeg synes, der er lidt varmt. Jeg kan pludselig svede, som om jeg lige har gennemført en ekstrem sportspræstation, og kort tid efter sidder jeg og fryser. Kunne nogen eventuelt finde termostaten til den her krop?!

Mit hjerte kan også pludselig begynde at hamre helt vildt, uden at jeg laver noget særligt. Det varer måske kun omkring ti sekunder, men når det sker, føles det altså ret voldsomt. Min søvn er heller ikke, hvad den har været. Nogle nætter vågner jeg hele tiden, og andre nætter kan jeg næsten ikke falde i søvn. Min hud klør, mine ører kan klø helt vanvittigt, og indimellem oplever jeg også en irriterende tinnituslyd. Som om der ikke allerede var rigeligt med aktivitet i mit hoved!

Og min migræne? Den har åbenbart også besluttet sig for at udvide åbningstiderne, for nu oplever jeg den også på tidspunkter, hvor jeg ikke har menstruation.

Så ja, der foregår et eller andet. Men hvad?

Jeg ved godt, at man skal passe på med at google symptomer. Man kan starte med at søge på hovedpine og ende med at være overbevist om, at man har en sygdom, som kun syv mennesker i verden nogensinde har haft. Men når man går rundt og ikke forstår, hvad der sker med ens krop, så begynder man jo at lede efter svar.

Og det gjorde jeg.

Jeg begyndte at søge på mine symptomer, og så dukkede der et ord op, som jeg faktisk ikke rigtig havde overvejet før: Overgangsalder. Eller mere præcist tiden op til overgangsalderen, som også kaldes perimenopause.

Undskyld mig lige ... Jeg er 39 år! Er det ikke sådan noget, der først sker, når man bliver ældre?

Det var i hvert fald sådan, jeg selv havde forestillet mig det. Men jo mere jeg læste, jo flere af mine symptomer kunne jeg genkende. Og så begyndte jeg selvfølgelig også at tænke på operationen i 2022. Kunne det hænge sammen? Kunne jeg være på vej i overgangsalderen tidligere, end jeg havde forventet? Eller var det noget helt andet?

Jeg havde ingen anelse, så jeg gjorde det, man jo får at vide, man skal gøre. Jeg spurgte min læge.

Og svaret var noget i retning af: "Arh, det er vist lige tidligt nok."

Nå! Jamen så må jeg jo hellere fortælle min krop, at den skal opføre sig ordentligt, indtil jeg når den officielle alder! 🙄

Men spøg til side. Jeg ved godt, at jeg ikke nødvendigvis er i overgangsalderen. Jeg ved godt, at hårtab, hjertebanken, søvnproblemer og hedeture kan have forskellige forklaringer. Jeg ved også godt, at man ikke bare kan stille en diagnose ud fra en Google-søgning.

Men det var jo heller ikke det, jeg bad om!

Jeg spurgte, om det kunne være en mulighed, fordi jeg gerne ville forstå, hvad der sker med mig. Og når jeg tænker tilbage på den 12-årige pige, der havde en forsnævring af urinrøret, som man ikke med det samme undersøgte for, fordi det var mere typisk hos drenge, så kan jeg ikke lade være med at tænke: Er vi nu her igen?

Er der endnu en gang en mulig forklaring, der bliver skubbet til side, fordi jeg ikke lige passer ind i det forventede billede?

Jeg siger ikke, at det er det, der sker. Men følelsen er svær at slippe.

Og det stopper jo ikke nødvendigvis ved de symptomer, jeg allerede har nævnt. Jeg har også stadig problemer med urinvejene indimellem. Nogle gange føler jeg, at jeg skal tisse hele tiden, og andre gange kan det tage lidt tid, før vandladningen kommer i gang. Det er altså ikke specielt sjovt at stå som voksen kvinde og stadig kæmpe med noget, der begyndte, da man var 12 år.

Der er så mange forskellige ting, og jeg ved ikke, om de hænger sammen. Måske gør nogle af dem. Måske gør ingen af dem. Måske er der flere forskellige forklaringer.

Men det værste er næsten følelsen af ikke længere helt at være mig selv.

For én ting er alle de fysiske symptomer. Noget andet er, hvad de gør ved én. Jeg synes ikke helt, jeg er mig selv længere, og det er faktisk svært at forklare. Er det min krop, der påvirker mit overskud? Er det alle tankerne og bekymringerne? Er det noget hormonelt? Eller er det noget helt andet?

Jeg ved det ikke.

Jeg ved bare, at jeg går rundt og føler, at jeg skranter. Og jeg er efterhånden træt af hele tiden at opdage endnu en ting, der ikke fungerer, som den plejer.

Nogle gange kunne jeg godt tænke mig bare at vågne op og have en helt almindelig dag, hvor jeg ikke behøver spekulere over min egen krop. Hvor jeg ikke skal tænke over hårtab, migræne, hjertebanken eller alle de andre ting. Hvor jeg bare kan være Christina uden at føle, at jeg skal være detektiv i min egen krop.

Og jeg vil gerne understrege noget: Jeg forventer ikke, at læger kan vide alt. Jeg forventer ikke, at de kan give mig et svar på fem minutter, og jeg forventer bestemt ikke, at de bare skal give mig den diagnose, jeg selv har læst om på nettet.

Men jeg ønsker at blive mødt med nysgerrighed. At mine spørgsmål bliver taget alvorligt. At der bliver lyttet til, hvad jeg oplever. Og at man er villig til at undersøge mulighederne, også når jeg ikke lige passer ind i den typiske aldersgruppe eller patientbeskrivelse.

For jeg har efterhånden levet længe nok med forskellige symptomer til at vide, at min krop ikke altid følger lærebogen. Og det burde vel ikke betyde, at mine spørgsmål er mindre værd?

Der er en sætning, som bliver ved med at dukke op i mit hoved: "Det er helt normalt."

Jeg har hørt den i forbindelse med menstruationssmerter, og jeg har oplevet, hvordan det, der var almindeligt, kunne komme til at fylde mere i samtalen end det, jeg faktisk mærkede.

Og jeg er begyndt at tænke over, hvor meget vi kvinder egentlig lærer at acceptere. Hvor mange går rundt med smerter, fordi de tror, at sådan skal det bare være? Hvor mange lader være med at spørge igen, fordi de allerede har fået at vide, at deres oplevelse er normal? Og hvor mange begynder efterhånden at tvivle på deres egen fornemmelse af, at noget ikke er, som det skal være?

For almindeligt er ikke nødvendigvis det samme som acceptabelt.

Jeg ville virkelig gerne kunne afslutte den her historie med en fantastisk opdagelse. At jeg endelig havde fundet forklaringen på det hele, og at min krop og jeg nu levede lykkeligt til vores dages ende.

Men sådan er det ikke. Ikke endnu.

Jeg har stadig spørgsmål. Jeg oplever stadig symptomer. Og jeg forsøger stadig at finde ud af, hvorfor jeg ikke helt føler mig som mig selv. Måske viser det sig, at nogle af mine symptomer hænger sammen med hormonelle forandringer. Måske skyldes de noget helt andet.

Men jeg er nået til én erkendelse: Jeg har ikke tænkt mig at holde op med at stille spørgsmål, bare fordi svarene er svære at finde.

Og hvorfor fortæller jeg så alt det her?

Fordi jeg har en fornemmelse af, at jeg langt fra er den eneste.

Måske sidder du og læser med og har også oplevet at få at vide, at noget bare er normalt. Måske har du levet med smerter i årevis. Måske har du selv stået med en Google-søgning og tænkt, at du endelig havde fundet noget, der kunne forklare dine symptomer.

Eller måske handler din historie om noget helt andet. Det behøver ikke være sygdom. Det kan være livet, kærligheden, familien, noget, der har gjort dig ked af det, noget, der har gjort dig vred, eller noget, du aldrig rigtig har fået sagt højt.

Jeg startede Christina Uden Filter, fordi jeg gerne ville skabe et sted, hvor vi kan fortælle vores historier. Uden at skulle pynte på dem. Uden at skulle undskylde for dem. Og uden at skulle bevise, at vores oplevelser er værd at lytte til.

Min historie begyndte, da jeg var en 12-årig pige, der havde et problem, som ikke lige passede til det, man forventede af en pige. I dag er jeg 39, og jeg står stadig med spørgsmål til min krop.

Men denne gang har jeg besluttet mig for også at bruge min stemme. Ikke fordi jeg har alle svarene, men fordi jeg efterhånden er blevet ret overbevist om, at vi kvinder ikke skal holde kæft, bare fordi vi får at vide, at noget er normalt.

Og hvis min historie kan få bare én anden kvinde til at føle sig mindre alene, så har det været værd at fortælle den.

Så her er jeg. Med mine spørgsmål, mine frustrationer, min humor og en krop, der åbenbart aldrig har haft tænkt sig at følge brugsanvisningen.

Jeg er Christina. Jeg er stadig i gang med at finde svar. Og jeg er fandeme ikke færdig med at stille spørgsmål! ❤️

Kærlig hilsen

Christina

Christina Uden Filter